Det er ikke lettere at være vred

Kan du ikke være vred? Vær vred på ham i stedet!”, fortalte min mor mig engang, da jeg græd over en fyr, der havde knust mit hjerte.

Vred… Jovist, kan jeg være vred. Jovist, kan jeg råbe eller smække lussinger, og jovist kan det virke mindre sårbart at høre ’Cry me a river’ med Justin Timberlake fremfor ’Apoligize’ med OneRepublic. Men det er ikke nødvendigvis lettere at være vred.

Vrede er en slags monumental sindssyge, der får os til at sige ting, vi ikke mener, og gøre ting, vi ikke har lyst til. Vrede får de værste sider frem i os, men har oftest rødder i helt andre følelser som frustration, afmagt eller sorg.

Vrede er en måde at skjule sine egentlige følelser på, som når man lægger foundation på sine urenheder – det skjuler dem, men det fjerner dem ikke.

Det kan ligefrem gøre det hele værre og lede til endnu grimmere følelser som hævngerrighed.

”Jeg har lyst til at gøre ham ondt”, fortalte jeg til min mor (styret af min vrede), mens jeg i mit hovedet forestillede mig alverdens måder at tage hævn. Ikke særligt flatterende, og klog som min mor er sagde hun også: ”Men det får du det jo ikke bedre af”.

Det herlige og det frygtelige er, at hun har ret.

Der er ikke noget jeg ville kunne sige eller gøre, der ville gøre mit hjerte mindre knust.

For skaden er sket – også selvom man hungrer efter en eller anden form for retfærdighed – og det gør man, når man føler sig uretfærdigt behandlet. Jeg legede sågar med tanken om at være sammen med en af hans venner, men det ville sige langt mere om mig end ham.

Desuden har man først for alvor tabt, hvis man lader en andens opførsel påvirke ens egen til det værre.

Hvis man endelig skal, tror jeg at den mest sårende hævn, man kan tage, er at være ligeglad. Men at være ligeglad er netop, hvad man ikke kan, når man er vred. For så var man ikke blevet det til at starte med. ’Ligeglad er aldrig glad’ – ville nogle mene, og ligegyldighed er bestemt heller ikke at foretrække (læs: Når venskaber bliver ligemeget), men når det kommer til hjertesorg, kan det at være ligeglad sættes lig frihed.

Du kender sikkert også til følelsen: ”Jeg ville ønske, jeg var mere ligeglad”.

Det sidste indlæg jeg udgav, handlede om tilgivelse, og hvordan man kun skal give den for sin egen skyld (link). Men den egentlige årsag er, at tilgivelse er en anden måde at frisætte sig selv fra følelser som vrede, når man netop ikke kan være ligeglad. Derfor ikke bare bør, men er tilgivelse allerede noget vi gør for vores egen skyld.

Men man må også tilgive sig selv, for ikke at kunne være ligeglad.

Desuden ville verden vel nok være et trist sted, hvis vi alle var ligeglade – men den er heller ikke køn, når vi alle er vrede (prøv bare at sætte dig ind i et forsinket S-tog i myldretid…).

Så vrede er som Foundation.
Vrede får det værste frem i os.
Vrede er en fase, der udadtil kan virke mindre sårbar at være i.
Men vigtigst af alt: Vrede er aldrig kun vrede i sig selv.

Og derfor er det ikke lettere at være vred…

Psst.. Vidste du at had og kærlighed er meget nærtliggende følelser? De er blandt de to mest intense følelser, vi oplever, og er del af samme nervekredsløb i hjernen. Ikke så underligt, man siger der er kort fra kærlighed til had*.

*Kilde: Information