Selvværd,  Tendenser

Hvis bare jeg var perfekt

Jeg har hele mit liv forsøgt at være perfekt.
Sagt på en anden måde, har jeg hele mit liv sat mig selv op til fiasko.

Engang troede jeg, at det perfekte lå i ens ydre fremtræden. For eksempel i ens udseende, ens kæreste eller ens job. Generelt i ens show off. Jeg anså perfekt som værende en slags stjernestatus, andre kunne tildele én, og jeg var overbevist om, at jo flere, der anså mig som værende perfekt, jo mere ville jeg selv føle, at jeg var det. Sådan gik det ikke…

Sandheden er, at andres tanker om os sjældent dikterer, hvordan vi har det. Det gør de tanker, vi har om os selv.

Hvad vil det sige at være perfekt? Slåes ordet op fås definitionen: “uden fejl eller mangler; fuldstændig tilfredsstillende”*. Med dét udgangspunkt, er det fejl, der gør os uperfekte – både dem vi selv mener, vi har, men også dem vi begår i form af vores handlinger, som dette indlæg vil have fokus på.

Jeg har altid været nådesløs overfor mig selv, når jeg har begået fejl. Specielt, hvis mine fejl er gået ud over andre. For fejl lever ikke op til, hvad jeg forventer af mig selv, og derfor har jeg haft en følelse af, at de skulle straffes.

Hertil kan man måske spørge – er det fejlene eller forventningen, den er galt med?

I psykologien taler man gerne om dét som værende forskellen på ens reelle selv og ens ideelle selv. Altså forskellen på hvem man er, og hvem man gerne vil være, og uoverensstemmelse herimellem kan lede til følelser (eller diagnoser) som angst, stress eller depression*.

Politikken bragte for nylig en artikel ved navn “I jagten på det perfekte har en generation af unge gjort alle fejl til en personlig katastrofe“, og titlen rammer vist hovedet på sømmet.

For selvom de fleste af os er blevet fortalt; “det er menneskeligt at fejle”, så er fejl ikke velset. Desuden har det aldrig været eftertragtet at være menneskelig. Det er derimod været eftertragtet at være overmenneskelig – ligesom Superman, som vi har set op til siden børnehaven.

Fejl kan desuden få fatale konsekvenser både i parforholdet, karrieren, til eksamen eller ethvert andet sted, hvor vi skal leve op til enten vores egne eller andres forventninger.

Men bevares… Skal vi være rationelle, ved vi jo godt, at Superman er en fiktiv tegnefilmsfigur. Skal vi være rationelle, ved vi jo godt, det er umuligt aldrig at begå fejl. Problemet er bare, at det ikke er den rationelle del af os, der dikterer, hvordan vi har det eller, hvad vi forventer af os selv. Det gør vores følelser, som må siges at være alt andet end rationelle.

point love GIF by andregola

Vi lever desuden i lidt af en udskammelseskultur, hvor fejl altid skal tillægges en syndebuk, der herefter står for skud. “Det er mine forældres skyld, jeg ikke har lært at lave mad“, “det er min (eks)kærestes skyld, at vi ikke længere er sammen” eller “det er min chefs skyld, at jeg ikke fik den forfremmelse“. Det er altid nogens skyld, når noget sker, og hvis ikke vi kan udpege en syndebuk iblandt os, så må syndebukken være os selv… Eller hvad? Kunne det tænkes at shit just happens?

Vidste du, at kvinder i højere grad vender fejl indad, hvorimod mænd oftere peger fingre udad? Lige såvel er kvinder mere tilbøjelige til at sige undskyld.*

Jeg tror ikke, det er syndebukke eller pegefingre, der mangler flere af. Jeg tror heller ikke, det er selvbebrejdelse for den sags skyld. Jeg tror derimod, hvad vi mangler i vores samfund, er tilgivelse. Både til hinanden, men også til os selv, hvilket kan være det sværeste overhovedet.

Jeg går i øjeblikket til psykolog, fordi jeg har svært ved at tilgive mig selv for nogle af de fejl, jeg har begået. Fejl, der netop ikke har levet op til mit ideelle selv. Sidst gav hun mig et tip, som du måske selv kan bruge. I stedet for at sige det klassiske “jeg er god nok” til mig selv, skulle prøve med blot “jeg er god“. For ved at tage ‘nok’ ud af sætningen, fjernede jeg også min egen målestok for, hvad der egentlig var ‘nok’ og dermed forventningspresset, jeg pålægger mig selv.

GIF by Laurène Boglio

Anbefalet indlæg: Jeg er for god

Hun har også hjulpet mig med at se det gode i mine fejl. For er der én ting mine fejl har lært mig, så er det at tilgive andre for deres. Mine fejl har gjort mig til et mere overbærende menneske, for så længe jeg ikke selv er perfekt, kan jeg jo heller ikke forvente det af andre.

Derfor tror jeg også, det er en forseelse at bilde sig ind, man er fejlfri. For som Det Nye Testamente beretter, at Jesus sagde til farisæerne, da de ville stene en kvinde for utroskab: “Den af jer, der er uden synd, skal kaste den første sten på hende“, hvorefter de gik, og kvinden blev frelst.*

Selvom vi står på gyngende grund i mødet med vores menneskelighed, er det også her, vi bliver mindet om, at andre er mindst lige så menneskelige – og fejlbarlige som os selv. Både kærester, forældre, chefer og læger for den sags skyld. Og hvis fejl kan lære os at tilgive, er fejl måske midlet snarere end forhindringen, der er med til at gøre os så perfekte, som vi nu engang kan blive.

Mon ikke det desuden er en fejl overhovedet at jagte det perfekte.

“Ham, der ikke kan tilgive andre, ødelægger broen, som han selv er nødt til at passere, hvis han nogensinde skal i himmelen; for alle har behov for at blive tilgivet.”
– George Herbert, digter*.

*Kilde: Den Danske Ordbog
*Kilde: Ideal Self & Real Self
*Kilde: Why women apologize more than men
*Kilde: Johannesevangeliet
*Kilde: George Herbert

4 Comments

Skriv et svar til Lene Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *