Kærlighed,  Selvværd

Kære skat

Må jeg kalde dig det en sidste gang?

En sidste gang, hvor ingen af os lader sig kontrollere af den vrede, der pulserer på indersiden. Påvirkede af det svigt, som vi begge føler os mest berettiget til, eller tyngede af det tab, som efterleves netop nu.

Man behøver ikke andet end ridse lidt i overfladen, før følelserne vælter ud og oversvømmer som en tsunami. En tsunami bestående af kaotiske følelser som afmagt, sorg og vrede, som sammen danner en sej, klistret masse, der suger én ned som kviksand. Jeg parerer det bedst ved at skrive mine følelser ned, når jeg oversvømmes på den måde. Det ved du. Se bare her.

Du skulle bare vide, hvor mange onde noter, jeg har om dig på min telefon. Mange af dem starter med ordene ”jeg hader”, selvom min mor synes, det er grimt at sige. Andre er bare sætninger med ting, du har gjort, eller ord, du har sagt, som har gjort mig ked af det. Jeg bruger dem til at minde mig selv om, hvorfor jeg ikke kan lide dig. Eller rettere – hvorfor jeg ikke burde kunne lide dig, for det kan jeg jo, hvilket er et problem i sig selv. Ikke desto mindre tvinger de mig til ikke at glorificere dig, som vi ellers tit kommer til at gøre med minder. Minder har en slags særstatus, som om de har været igennem et retoucheringsfilter, der gør dem bedre, end hvad de egentlig var. Lidt ligesom billeder på Instagram – og dér er det jo nemt at lade sig narre.

Jeg læser dem af og til, når jeg savner dig, fordi det gør mig vred, og jeg har lettere ved at kapere vrede end savn. Vrede kan der handles på. Man kan slå på nogen – eller noget (hvilket nok er en bedre idé). Man kan tage på en aggressiv løbetur, mens man hører vrede sange af Beyoncé eller Linkin Park og mærker blandingen af adrenalin og arrigskab genløbe blodårerne. At savne, føles derimod som at sidde fast i et mørkt hul, som det ikke rigtig er værd at grave sig op af. I stedet har vi det med at grave os endnu længere ned og læse gamle beskeder eller høre Fergie på repeat. ”CAUSE BIG GIRLS DON’T CRY”, mens tårerne løber om kamp med snottet. En gang imellem er det jo bare rart at få det ud på den måde, ikke?

Jeg føler mig ofte barnlig, når jeg lander dér, men det synes du jo også, jeg var. Du kaldte mig ofte ”for meget”, når jeg var overgearet eller bare i godt humør. Jeg følte mig så lille, når jeg sådan kunne være glad på en forkert måde, men det virkede. For det var svært at holde humøret højt ovenpå kommentarer som ”fald lige ned” eller ”opfør dig”. Andre gange sagde du ikke noget, men nøjedes med at sende mig et blik, der ikke efterlod noget spørgsmålstegn ved, hvad du tænkte. Eller også slap du min hånd, når vi gik på åben gade, så andre mennesker i det mindste ikke kunne se, at vi var et par. Jeg tror, det er nogenlunde samme strategi, man bruger til at træne hunde. Man giver den godbidder og opmærksomhed, hvis den lystrer, men ignorer eller skælder den ud, når den ikke gør. Vuf.

Undskyld for min hårde sammenligning. Det var vreden, der løb afsted med mig dér, og nu jeg genlæser afsnittet, er det i stedet sorg, der skyller ind over mig. For det gjorde mig så ked af det. Det gjorde mig så ked af det, at jeg så nemt kunne såre din forfængelighed eller gøre dig pinlig berørt i, hvad jeg selv synes, var mine bedste stunder. Specielt, fordi det var den selvsamme overgearede og barnagtig sjæl, du faldt for.

Det er sikkert ganske almindeligt og ikke mindst fornuftigt at gøre sig tanker om, hvad man godt kunne tænke sig i en partner, men nogle gange sker der det, at vi ganske enkelt tænker for længe. Så får vi udformet en eller anden åndsvag checkliste, som ingen i realiteten har nogen chance for at efterleve, og så afskriver vi potentielle partnere af den grund. ”Når du strammer garnet, kvæler du jo barnet”.

Jeg følte tit, at jeg blev holdt op imod sådan en liste. At jeg blev målt og vejet – og ikke mindst sammenlignet med tidligere kærester og flirts. Én ting er, at vi selv går og sammenligner os med andre, men værre er det nu, når ens partner også gør det. Hvis man ikke i forvejen led af dårligt selvværd, så er dét i hvert fald en hurtig genvej.

Jeg tror, du har arbejdet for længe på en sådan liste. Så længe at den har udformet sig til en reel støbeform, som en partner skal forsøge at passe, hvis ikke proppe, sig ned i. Jeg tror aldrig helt, jeg passede ind i formen, men måske dét i virkeligheden var, hvad du faldt for? Sådan er det jo tit med parforhold. Vi forelsker os i det her vidunderlige menneske, der er så anderledes fra os selv, at vi fascineret lader os rive med i forelskelsenseuforien, indtil dagligdagen rammer, og de finurlige karaktertræk bliver utålelige pestilenser, der skal laves om på. Og lykkes reformeringen, ryger kærligheden ud ad vinduet med undskyldninger som ”du ikke den samme, som jeg mødte dengang”. NEJ, GUD FANDME!?
Jeg er ikke bedre selv.

Jeg er hellere ikke bedre selv, når det kommer til at være ærlig. Det er du faktisk langt bedre til end jeg. Jeg springer over, hvor gærdet er lavest (hvorfor skulle man dog også springe over, hvor det er højest?), og jeg slipper tit afsted med at lyve. Ikke på den ondskabsfulde måde, men jeg finder på mange små, hvide løgne for at afværge potentielle kriser. Som når man siger til sin veninde, der lige har brækket sig i toiletkummen på en natklub, at hun stadig ser fin ud, eller når du har lavet stavefejl i en allerede sendt arbejdsmail. Hvad skulle sandheden dog gøre godt for her? Bevares, der er gråzoner, og jeg har for ofte bevæget mig ud i dem med undskyldningen, at jeg ikke ville såre dig, selvom dét var netop, hvad jeg gjorde. Jeg ville sådan ønske, jeg kunne gøre det om.

I din verden er ærlighed alfa omega, og du er ærlig på både godt og ondt. For eksempel kan man altid regne med at høre den koldblodige sandhed, hvis man spørger: ”Synes du, jeg har taget på, skat?”. Jeg lærte hurtigt, at jeg ikke skulle spørge, hvis jeg ikke kunne tåle at høre sandheden, og på det punkt er vi bare forskellige. Men jeg beundrer din ærlighed – ikke mindst fordi du altid har været ærlig overfor dig selv, hvilket jeg godt kan misunde. Faktisk er der mange ting, jeg beundrer dig for. Du er modig, du er flittig, du er arbejdsom, du er morsom, du er velformuleret, du er klog, og du er ikke mindst loyal. Du dukker op, når komfuret brænder, og det kan man ikke andet end elske dig for.

Elske. Det er sådan et stort ord, ikke? Du troede aldrig rigtig på, at jeg mente det, dengang jeg sagde de famøse tre ord, selvom jeg endda sagde dem først. Jeg elsker dig. De fløj bare ud af mig dengang på Nordhavn, hvor du kyssede mælkeskummet fra en chailatte væk fra min overlæbe. Jeg elsker dig. Det var egentlig lidt tarveligt af dig ikke at tro på, når man sådan blotter sig, men hvad skulle jeg få ud af at overbevise dig nu?

Jeg tror ikke, du har særlig høje tanker om mig længere, men det hører sig vel til processen at komme videre. Jeg prøver også selv at glemme dig. Jeg prøver at glemme, hvor sjovt, vi havde det over ingenting, og jeg prøver at glemme den lykkerus, der gennemsyrede min krop, når jeg vågnede til, at du kyssede mig på panden. Jeg prøver at glemme duften af dig, når du holdt mig helt tæt, og jeg prøver at glemme dine blide kærtegn på min kind, når vi skulle sove. Jeg prøver også at komme videre, men ikke på samme måde som dig.

Jeg har lyst til at slette dig, men ikke erstatte dig. Der er intet i mig, der har lyst til at opsøge nye mænd eller hoppe på medier som Tinder, hvor jeg ellers ved, du holder til. Min veninde så dig derinde forleden, og måske dét også er en af grundene til, at jeg holder mig væk. Før jeg mødte dig, havde jeg ofte en uklædelig, men sygelig trang til at oprette en Tinder-profil efter brud med en kæreste. Det var min måde at give en slags virtuel lussing på og fortælle omverden, at jeg var videre, selvom det er ganske usympatisk at sige højt. Nu holder jeg mig langt væk. Jeg er hverken videre eller har lyst til at give dig sådan en lussing, som jeg samtidigt frygter, vil gøre mest ondt på mig selv. Min skat, min elskede, min kæreste – på tydelig jagt efter andre kvinder. Min mavesæk slår knuder ved tanken. Omvendt ville det også bekymre mig, hvis du ikke var til at finde på Tinder. For så længe du er på Tinder, ved jeg i det mindste, at du ikke har forelsket dig i en anden.

Endnu.

Billedresultat for white
Indlægget tager afsæt i personlige fortællinger og anekdoter, men indeholder også fiktive elementer. 

Teksten baserer sig på uddrag fra en større tekstsamling, og jeg vil meget gerne høre din mening med henblik på videre udvikling.

3 Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *