Kærlighed

Kære Skat – Part 3

Jeg går af og til tur i dit kvarter.

Ja, jeg lyder nok som en stalker, men vi plejede jo at gå her sammen hele tiden. Gå i parken for at fodre ænder, på gågaden for at shoppe eller ned på Den Røde Plads for at suge solskin. Det giver mig en følelse af at være tættere på dig, og jeg bruger mine gåture som en midlertidig flugt fra den nedslående virkelighed.

Når jeg går i dit kvarter, kan jeg flyde væk fra hverdagen og i stedet overgive mig til minderne. Jeg ser dem for mig som dansende silhuetter, der lyser gadebilledet op, hvor jeg går. Jeg ser dengang, der gik hul på indkøbsposerne, og du febrilsk løb ud på vejen efter en trillende appelsin. Jeg ser dengang, vi sad på bænken og digtede historier om de forbipasserendes liv. Jeg ser dengang, det havde sneet, og du udfordrede mig i en sneboldkamp, der endte med, at vi begge trillede rundt på jorden som to legesyge børn.

Jeg kan se det for mig, og jeg kan mærke det i mig. Jeg genlever det hele, når jeg går i dit kvarter.

(Læs “Kære skat – Part 1 her” og “Kære skat – Part 2” her)

Minderne fungerer som et tilflugtssted, og de velsigner mig med en tryghed, som fremtiden ikke besidder. Tværtimod. At skulle tænke på fremtiden, er det mest skræmmende, jeg kan forestille mig. Alt, hvad jeg troede, den ville være, er jeg nødt til at tænke om, og hvordan gør man lige det fra den ene dag til den anden? Det er som at blive nulstillet. Alt, hvad jeg troede, der ventede mig – eller rettere os, er væk. Forsvundet. Puf. Og så står man tilbage. Helt rundtosset.

Når jeg går i dit kvarter, så behøver jeg ikke tænke på fremtiden. Nej, så sidder jeg frivilligt fast i fortiden med en direkte adgangsbillet tilbage til en tid, jeg husker som værende lykkelig. En tid, hvor jeg husker mig selv som værende lykkelig, og en tid, hvor jeg troede, at den lykke kunne vare ved.

Jeg savner at være så naiv.

Jeg ved godt, at jeg i bund og grund gør det hele sværere for mig selv. Enhver ville jo sige, at jeg skulle give slip og komme videre, men jeg har ikke lyst. Jeg har ikke lyst til at give slip, og jeg har ikke lyst til at komme videre. Vores minder er min sidste livline til dig, og jeg er bange for at glemme dem, hvis ikke jeg holder dem ved lige. Det er allerede ved at ske. For hver måned bliver det sværere for mig at huske dem, som de var, og jeg fanger tit mig selv i at måtte pynte på dem, men på den måde også skrive dem om. Ofte får jeg gjort dem bedre, end de nogensinde var, men sådan er det jo tit. Forhold huskes bedre i fortiden, end de føles i nutiden, og pludselig får man digtet sig til et langt større tab.

I grunden gør jeg det nok med vilje, for det er den eneste måde, jeg kan retfærdiggøre, at jeg stadig har det så elendigt. Ved at digte dig bedre, end du nogensinde var.

(Læs “Kære skat – Part 1 her” og “Kære skat – Part 2” her)

Det er jo ikke fordi, at jeg har glemt, hvorfor vi gik fra hinanden, og den rationelle del af mig kan sagtens se alle de logiske grunde til, at det ikke fungerede. Du var aldrig hjemme, du skrev mærkelige beskeder med andre piger, og du beskyldte mig jævnligt for at have været dig utro, selvom vi begge ved, det aldrig var tilfældet. Men tyv tror, hver mand stjæler.

Det er også derfor, jeg ikke forstår, hvorfor det er så svært for mig nu. Hvorfor jeg ikke bare kan slette de billeder, jeg har af os, eller unfollowe dig på Instagram, så jeg ikke behøver sidde med en knude i maven, hver gang du slår noget op. Nogle gange mistænker jeg, at du kun slår ting op, fordi du ønsker, jeg ser det. Du er i hvert fald blevet meget flittig derinde på det seneste.

Jeg ved godt, at vi ikke skal være sammen, og at intet ville have ændret sig, hvis vi endelig valgte at prøve igen. Problemet er bare, at mit hjerte ikke er enig, og jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre for at overbevise det. Mellem dig og mig var det jo aldrig kærligheden, der visnede. Det var mig. Det var mig, der visnede, og dig, der fik skylden.

Jeg skal nok komme mig en dag. Blomstre og forelske mig på ny. Og han vil elske mig højere, end du nogensinde gjorde.

Men det bliver ikke i nat. I nat er jeg på flugt fra virkeligheden i en spøgelsesby, hvor ingen ved, jeg holder til. I nat forsvinder jeg væk i København, hvor hver gade skriger dit navn, og i nat overgiver jeg mig til sorgen, der i det mindste giver mig en følelse af at være i live. Gad vide hvor mange andre fortabte sjæle, der render rundt i byen ligesom mig, men mest af alt.

Gad vide om du gør.

Billedresultat for white

Dette indlæg bliver det sidste i rækken af “Kære Skat” på FirstWorldProblems.
Tak for den overvældende responds.

Billedresultat for white
Dette indlæg indeholder fiktive elementer.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *