Kærlighed

Hysteriske Forelskelser

Ahh, forelskelse. Sommerfugle i maven, emotionelle rutsjebaneture og 110km/t-hjertebanken. Findes der noget bedre?

Ja, det gør der faktisk. For hvor kender jeg mange, der i stedet for at nyde den eksplosive lykkerus bliver til eksplosive nervevrag.

Til hysteriske og usikre mus, som lader sig gå på af en “set” i Messenger, ligger deres trivsel i en andens hænder og klamrer sig til deres udkårne som en lille sulten hundehvalp.

Som forelsket bliver vi af og til en ringere version af os selv (og jeg skriver vi, fordi jeg ikke er nogen undtagelse). Ikke overfor den vi forelsket os i, men overfor os selv. Ganske enkelt fordi vi tilsidesætter os selv og fokuserer på, hvad de vil fremfor, hvad vi selv vil.

Selvom det er hensynsfuldt – og i forhold nødvendigt – at prioritere den anden, er det netop i tiden inden et forhold, at man bør huske på sig selv. Ellers risikerer man at forelske sig i den forkerte eller lade sig såre for let.

Anbefalet indlæg: At lade sig såre for let.

Det er særligt slemt, når vi forelsker os i en, vi ikke kan få – som vi ofte gør af netop den grund…

Jeg var forleden inde og se Anders Matthesen nyeste comedy-show, hvor han talte om rollen som værende ’wingman’. Konklusionen var, at den taktik, der virkede bedst, var forsøget på ikke at sælge sin kammerat. Altså skifte ”Har du mødt min ven Torben? Han synes du er sød” ud med ”Torben? Det kan du godt glemme. Ham kan du ikke få.”. Og det værste er jo – det er sandt.

Når der er noget, vi ikke kan få, vil vi ekstra gerne have det. Ligesom når man på slankekur får ekstra meget lyst til søde sager, fordi man ikke må få dem. Men hvorfor?

Når der er noget, vi ikke kan få, stiger eksklusiviteten af det – hvortil vi ekstra gerne vil have det. Det er lidt samme effekt forretninger benytter, når de laver ’limited editions’. Derudover har de fleste et udpræget konkurrencegen ala: ”Hvis du fortæller mig, at jeg ikke kan, skal jeg vise dig, at jeg kan!”, samt en forstilling om ‘gensidighed’ i bedste noget-for-noget-forstand. Altså, giver jeg dig min tid og kærlighed forventer (eller håber) jeg også at få tilsvarende tilbage*.

Men i virkeligheden er fascinationen af en, man ikke kan få, ofte indbildsk. Man forelsker sig i forestillingen om vedkommende snarere end, hvem vedkommende egentlig er.

Sagt på en anden måde: Man forelsker sig i sine egne tanker.

I det lange løb, tror jeg det er langt mere gavnligt at bruge sine kræfter på en, der er indenfor rækkevidde og ikke spiller kostbar. Fremfor at jagte det uopnåelige, glemme sig selv eller gøre sig umage for en, der ganske enkelt ikke har fortjent det.

Anbefalet indlæg: At lade sig såre for let.

Man skal heller ikke forveksle den begyndende forelskelse/fascination med kærlighed. For hvor førstnævnte er et slags fantasi-spil, som vel og mærke kan være sjovt, men kortvarrigt, så er sidstnævnte ret ligetil. Til gengæld opstår den kun i særtilfælde, hvis man er virkelig heldig.

Er man virkelig heldig, behøver ingen påtage sig hundehvalpe-rollen. Er man virkelig heldig, er det ikke nogen “taber” eller “vinder”. Er man virkelig heldig – så nej. Der findes ikke noget bedre end at være forelsket.

*Why We Want What We Can’t Have

One Comment

Skriv et svar til erjilo pterin Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *