At dyrke sine egne problemer

Jeg var forleden til et foredrag om en psykologisk retning kaldet Metakognitiv Psykologi. Den går modsat de fleste andre ud på at tale mindre om sine problemer, da den hævder, det gør dem værre.

For en som jeg, lyder det helt forkert – hvor ofte har vi ikke fået at vide, at det er vigtigt at tale om tingene? Men måske der alligevel er noget om snakken.

Generelt forholder det sig sådan, at hvad vi fokuserer på vokser. Fokuserer vi på cigaretskodderne på gaden, vil vi føle, der er flere end der plejer, og fokuserer vi på vores problemer, vil de også virke større (det kaldes også Law of Attraction*).

Med dét udgangspunkt må det være lig den 8. dødssynd at give sine problemer opmærksomhed. Eller hvad?

Hvad ville der ske, hvis vi ikke fokuserede på problemerne ved f.eks. at tale om dem? Ville vi blive lykkeligere eller knække sammen på halvvejen – og er det overhovedet muligt?

Det er i de seneste år blevet ret almindeligt at få stillet en psykisk diagnose som stress eller depression*. Det har nok noget at gøre, at vi har vi ramt et punkt i velfærdssamfundet, hvor der rent faktisk er ressourcer til at behandle psykiske lidelser. Det har nok også noget at gøre med, at den teknologisk udvikling har vendt op og ned på traditionelle, sociale adfærdsmønstre. Men måske det kan også hænge sammen med, at vi er blevet mere selvbevidste. At det er blevet kollektivt velset at dyrke sig selv, hvilket bl.a. resulterer i evige opdateringer på sociale medier, overforbrug og selviscenesættelse, men også gør os enormt selvkritiske. Forstået på den måde, at vi ikke har andre end os selv at bebrejde, når tingene går galt eller vores tanker arbejder mod os. “Gud er død” som den tyske filosof Friedrich Nietzsche (1844-1900) påstod, og årsagen er at finde i det rationelle, moderne menneske, der ikke tror på skæbnen, men søger sine svar i videnskaben*.

Derfor giver det god mening at søge en videnskabelig forklaring som en klinisk diagnose, når vi prøver at forstå, hvorfor vi har det, som vi har det. Men er det klogt?

Måske det snarere er en hæmsko, fordi vi ved at få en diagnose også lever op til den. Som Law of Attraction hævder; hvad vi fokuserer på vokser, og tror vi, vi er kede af det, så bliver vi det også.

Anbefalet indlæg: Hvorfor voksne ser ud som om alting gør ondt.

Jeg forsøger virkelig ikke at underminere kliniske lidelser, men at understrege, hvorfor man ikke skal ønske sig en eller forsøge at diagnosticere sig selv. For der er langt fra længerevarende sørgmodighed til reel depression, hvadend det er frustrerende for mange ikke at kunne forstå eller forklare, hvad der er galt – eller rettere føles galt.

Derfor tror jeg, at normaliseringen af diagnoser kan gå hen og blive en glidebane.

Man siger; du bliver, hvad du spiser, men sandheden er nok snarere, at du bliver, hvad du tænker.

Måske det er bedre at tvinge sig selv til at fokusere på det positive, hvilket selvfølgelig er lettere sagt end gjort. Men om ikke andet forsøge på ikke at overtænke eller altid nævne de dårlige ting først, når nogen spørger, hvordan det går. Det er nemlig også videnskabeligt bevist, at vi ved at sige noget højt tenderer til at tro mere på det – omend det er løgn*. Så selvom vi hverken kan eller skal være glade hele tiden, har vi altså intet at tabe på at sige, at vi er det.

Som den metakognitive psykolog ville mene: Det handler om at leve livet – ikke om at tænke over det.

Vil du læse mere om emnet?
Anbefalet indlæg: Hvorfor voksne ser ud som om alting gør ondt.