Jeg er for god

Lad mig give dig et eksempel. En af mine veninder er for nyligt gået fra sin kæreste. Vi andre mener, det er for hendes eget bedste, da han var… lidt af en sjuft, men hun har det svært og reagerer ved at skulle overbevise andre om det modsatte. Hun poster pludseligt enormt mange billeder på sociale medier, tager på enormt mange ligegyldige Tinder-dates og falder i med begge ben, hver gang en charmør på en natklub siger “du er den smukkeste, jeg har set hele aftenen” (som han har sagt til tre andre forinden). Hvorfor?
Fordi hun har det svært med sig selv efter bruddet og crawer anderkendelse udefra for at føle sig god nok. 

Men kan nogen udefra overhovedet overbevise en om, at man er god nok, når det er noget indefra, der er årsag til følelsen?

I virkeligheden er min venindes største problem nok, at hun har ladet sit selvværd afhænge af sin kæreste, der nu ikke er der, hvilket hun sætter lig med ikke at være god nok. Intet ondt om min veninde, for den veninde er mig. Mig og enhver anden, der helliger andres anderkendelse.

Det er samme fejl vi laver, når vi sammenligner os selv med andre og føler os utilstrækkelige derefter.

Når vi gennem andres anderkendelse eller ved at sammenligne os selv med dem føler, at vi ikke er gode nok, gør vi dem til herre over vores selvværd, og når andre udgør grundlaget for vores selvværd, udvikler man et såkaldt elevatorselvværd. Altså et selvværd, der kan ryge til vejrs eller til bunds på ingen tid afhængigt af, hvordan folk omkring os gør eller ser ud – en slags kronisk PMS, der aldrig er til at regne med. Det er ikke kun kærester, der kan styre elevatoren, det kan også være arbejdsgivere, forældre eller sågar fremmedes Instagramprofiler som nævnt i “Undskyld, jeg unfollower dig“. Ja, hvem eller hvad som helst, der kommer udefra. 

Lader man sit selvværd afhænge af andre, bliver man skuffet uanset hvad. Det er simpelthen for stor en magt at fralægge sig og byde nogen anden.

På min køkkendør hænger 150 komplimenter til mig selv – de fleste af dem skrevet af mig selv – med overskriften: Derfor er dit liv mega nice. Der står f.eks. “Du har nogle lange lækre stænger” og “Du er god til at formulere dig“, men også noget så lavpraktisk som “Du har en sprød rød cykel“.
Hvorfor? For at bygge mit eget selvværd op, og tvinge mig selv til at sige noget pænt om mig til mig.

For selvværd kommer netop fra en selv, men vi har så ofte travlt med at hakke på os selv, tale ned til os selv eller bilde os selv ind, at vi er ‘for tykke’, ‘forkerte’ eller ‘ikke gode nok’. 

Jeg tror, at starten på et godt selvværd ligger i at gøre sig selv opmærksom på, hvor god man er og ikke mindst tale pænt til sig selv.

Tal til dig selv, som du ville tale til dit fremtidige barn – sødt, støttende og altid motiverende.

Os selv er den eneste, vi skal leve med resten af livet, så dét burde vi bruge langt mere energi på fremfor at forsøge at få andre til det. For selv, hvis vi ikke mener, hvad vi siger, er det psykologisk bevist, at jo mere vi siger noget højt, jo mere tenderer vi til at tro på det med tiden – hvadend det er løgn*.

Så hvorfor ikke få det bedste ud af det? Måske du kan lave din egen dør af komplimenter eller en liste, der erstatter det klassiske “jeg er ikke god nok” med “jeg er for god“. Jeg starter:

Jeg er for god – til at besvare fulde-opkald fra mænd, der søger one-nightstands.
Jeg er for god – til at lade mig genere af en dum bemærkning på Facebook.
Jeg er for god – til at blive ked af det, fordi jeg ikke har lige så tynde ben som en på Instagram.
Jeg er for god – til at være en mulighed for en, der er min prioritet.
Jeg er for god – til at lade en anden styre, hvordan jeg har det med mig selv.
Jeg er faktisk for god – til nogensinde at sige, at jeg ikke er god nok. 

Og når det så indimellem går helt galt, som det jo indimellem gør, så husk:

Din største kritiker er dig selv, og du ser ikke verden som den er, men som du er.

Held og lykke. 

*Kilde: If you repeat a lie enough people will think it’s true