I et forhold med mig selv

Jeg har haft kæreste næsten hele mit liv. Forskellige vel og mærke, men siden jeg var 15 år, har det været et spørgsmål om uger, før jeg har indgået i en eller anden form for fast parforhold.

Hvorfor er der nok flere grunde til. Én er, at jeg hurtigt bliver forelsket. En anden er, at jeg har mødt mange søde mænd. Men en tredje er, at jeg er bange for at være alene…

Jeg har desuden altid været god til at både få og have en kæreste. Jeg er god til at flirte, hvilket er hvordan enhver romantisk relation starter. Jeg er god til at tage initiativ og finde på romantiske gestus hen ad vejen. Jeg er god til at vise empati, hvilket i høj grad er en hjælp, men til tider kan være en byrde (som vi vender tilbage til senere).

Alligevel, trods de pæne ting, jeg kan sige om mig selv, så er den eneste, jeg aldrig har holdt af, mig selv.

Mig selv, der ellers som den eneste har hængt ved gennem alle mine forhold og brud. Mig selv, der jo burde være den, jeg elskede mest, men som altid er kommet i anden række.

Som jeg skrev, kan empati både være en hjælp og en byrde. Det kan være en byrde, fordi empati kombineret med lavt selvværd gør det svært at prioritere eller tage stilling til ens egne behov, men i stedet prioritere den andens.

Det er specielt nemt, hvis man holder mere af sin partner, end man holder af sig selv, og hvis man slet ikke holder af sig selv, skal der ikke så meget til…

Dér har du så grunden til, at ingen af mine forhold har holdt. For hvis du aldrig lytter til dig selv, så går du (og dit parforhold) ganske enkelt i stykker.

Udefra ville du aldrig gætte på, at jeg var en pige med lavt selvværd, for jeg har massere selvtillid.

Jeg er ikke bange for at sige min mening, for at træde frem eller for at gå op til en fremmed mand. Men jeg er bange for, hvad du og andre tænker om mig bagefter. Jeg er bange, at du ikke kan lide mig, for at blive holdt udenfor og for at blive afvist.

(indlægget fortsætter under billedet)

Anbefalet Indlæg: Frygten for at blive afvist

Jeg mangler ganske enkelt den der indre stemme, der fortæller mig, at jeg er god nok – selv hvis andre ikke synes det. For det er ikke svært at holde af sig selv, når andre også gør det. Hvor selvværd derimod bliver essentielt er, når andre ikke gør.

Gennem alle mine parforhold har jeg glemt det vigtigste forhold overhovedet – nemlig det forhold jeg har til mig selv. Et forhold, der i virkeligheden kræver lige så meget arbejde som et parforhold, men som sjældent bliver prioritet.

I stedet har vi eller i hvert fald jeg en idé om, at en andens kærlighed kan hjælpe med at fixe det forhold. At en andens kærlighed til mig vil gøre op for den kærlighed, jeg ikke har til mig selv. Men på den måde udvikler et parforhold sig også til en afhængighed. Og hvad sker der så, hvis den andens kærlighed falmer eller de begynder at kritisere os…?

“Du er mere bange for, at jeg går fra dig, end du er glad for at være sammen med mig“, sagde en kæreste engang til mig, da vi gik fra hinanden, og de ord giver stadig genlyd i mit hoved.

Men de fik mig også til at indse, at jeg var nødt til at gøre noget ved det. At jeg bliver nødt at prioritere og arbejde på mit forhold til mig selv, hvis jeg skal gøre mig nogen forhåbninger om en dag at indgå i et holdbart parforhold. Gå ture ved søerne, købe blomster med hjem, nyde et glas vin til maden, sætte tid af i kalender, ja, gøre alt det, man normalt gør i et parforhold – bare med mig selv. Det inkludere også, at lytte til sig selv, passe på sig selv og sige ting til sig selv, som man ville sige til en kæreste. Eller måske rettere ting, som man gerne ville høre fra en kæreste såsom “du er dejlig” og “jeg elsker dig”.

Måske jeg så kan lære, når jeg en dag skal til at date igen, ikke blot at tænke: “Hvor vil jeg gerne have, at han kan lide mig“, men først stille mig selv spørgsmålet: “Kan jeg egentlig lide ham?“.

Der er i hvert fald intet at tabe, men alt at vinde.

Anbefalet Indlæg: Frygten for at blive afvist