Frygten for at blive afvist

“Jeg tror ikke han er den rigtige, men jeg vil bare gerne have, at han vil have mig.”

Det var sætningen, der fik mine veninder og jeg til at tie. Den beskrev nemlig en følelse, som vi allesammen kender: Frygten for at blive afvist kombineret med ønsket om at være ønsket. Omend ønsket af én, vi ikke selv ønsker.

Hvorfor?

Da ruderkonge var knægt, hang frygten for at blive afvist sammen med frygten for at blive udstødt af flokken. Dengang var det gerne lig døden ikke at have nogen flok, hvorfor frygten var ganske begrundet. Men i dag er frygten nok snarere et levn, der afspejler, at samfundet udvikles hurtigere end hjernen.

Vidste du, at en afvisning kan aktivere samme dele af hjernen som fysisk smerte? Der findes tilmed studier, der mener, at almindelig smertestillende medicin kan have en lindrende effekt*.

Man kan altså godt sige, at en afvisning også i dag er “farlig”, men det er ikke handlingen i sig selv, der er årsag til frygten. Frygten kommer snarere som resultat af de bagvedliggende tanker, man gør sig samt den dominoeffekt, man forestiller sig afvisningen kan medføre – det famøse worst case scenario.

I dag var jeg for eksempel til en skriftlig eksamen, hvor det gik rigtig skidt. Det giver sig selv, at den følelse ikke er fed, men årsagen til, at det har gjort mig ked af det, er ikke at finde i selve den dårlige eksamen, men i handlingkæden, jeg forestiller mig den dårlige eksamen medfører:

Den lyder nogenlunde således:

Jeg klarede det dårligt til eksamen -> Jeg kan ikke finde ud af faget -> Jeg er dum, fordi jeg ikke kan finde ud af faget -> Er jeg dum, kan jeg ikke lære faget -> Kan jeg ikke lære faget, kan jeg ikke færdiggøre min uddannelse -> Kan jeg ikke færdiggøre min uddannelse, bliver jeg aldrig den, jeg gerne vil være.

Og nej, det er ikke rationelt, men reelt. Et andet eksempel er netop at finde i dating, når man bliver afvist af en anden – også selvom man måske ikke var forelsket i vedkommende. Hertil kunne en potentiel handlingskæde være:

Jeg er blevet afvist -> Der må være noget galt med mig -> Hvis der er noget galt med mig, finder jeg aldrig kærligheden -> Finder jeg aldrig kærligheden bliver jeg ensom -> Er jeg ensom, bliver jeg ulykkelig. (Overdrivelse fremmer forståelse).

Det er altså ikke handlingen i sig selv, der gør ondt, men tankerne man forestiller sig, at handlingen potentielt kan medføre eller indikere. Ofte tanker, der er dårlige om en selv.

Det må i hvert fald være én forklaring på, hvorfor vi frygter en afvisning eller finder på at tænke tanker som: “Jeg vil bare gerne have, at han vil have mig“. En tanke, der kan virke selvisk, men i praksis er hårdest ved en selv, fordi man så prøver på at være, hvad man tror, en anden gerne vil have.

Hvor frygten for en afvisning derimod kan gå hen og blive selvisk er, når den resulterer, at vi afviser andre – blot for ikke selv at blive det. Som The Chainsmokers synger i sangen Takeaway: “Before I love you, I’m gonna leave you. Before I’m someone you leave behind I’ll break your heart, so you don’t break mine“. Altså når frygten (og stoltheden) forhindrer en i at have noget på spil. For har man noget på spil, har man også noget at tabe.

Men så igen – hvor intet vover intet vinder.

Anbefalet indlæg: Jeg er for god.

*Why rejection hurts so much.