“Mor, jeg er stresset”

Jeg vil SÅ gerne skrive noget. Men det er svært.

Det er svært, fordi der er så meget andet, jeg gerne vil. Så meget andet jeg føler, jeg skal eller burde – så meget andet, der kræver min tid.

Og sådan har jeg det ligegyldigt, hvad jeg laver for tiden.

Det er en stressende situation at være stresset, for når man stresser, bliver alting gjort halvt, hvilket stresser endnu mere.

Jeg ringede forleden til min mor, fordi jeg følte mig stresset og havde det som om min hverdag var ved at kollapse. Netop fordi der var tale om min ”hverdag” og ikke ”én dag”, var jeg grædefærdig.

”Mor, jeg kan ikke gøre det godt nok ligemeget, hvor jeg er”. Du har sikkert selv prøvet at være i dine følelsers vold, hvor overdrivelse fremmer forståelse, men det gode ved følelser er, at de ikke står til diskussion – for det var sådan, jeg havde det. Jeg følte mig utilstrækkelig og ude af stand til at leve op til mine egne eller andres forventninger.

Hvor end jeg lagde min energi, havde jeg ikke nok at lægge, og hvor end jeg tog den fra, skuffede jeg de, der mistede den. Mine arbejdsgivere, mine medstuderende, mine venner, men mest af alt – mig selv.

”Det vigtigste er, at du passer på dig selv”, sagde min mor, men én selv er ironisk nok den, der er lettest at nedprioritere. I hvert fald indtil ens krop begynder at sige fra.

Under stress sker der i hjernen dét, at Hippocampus, som har betydning for indlæring og hukommelse, skrumper eller går i stykker, hvorimod Amygdala, der er i kontakt med følelser som angst og frygt, vokser. Alt i alt, bliver vi mindre modstandsdygtig og får sværere ved at huske*.

Så hvordan passer man egentlig på sig selv, når ens eget hoved modarbejder én, og alt det, der stresser mig, jo er ting, jeg desuden gerne vil eller selv har valgt.

Mit hoved fortæller mig ”du burde kunne”, men min krop fortæller mig ”du kan ikke” .

Netop dét er nok noget af det sværeste ved at føle sig stresset – selvbebrejdelsen kombineret med dét, at skulle acceptere man har fejlvurderet sine evner eller gabt over for meget.

Men hvor ofte bliver vi ikke fortalt, at vi ikke må være bange for at begå fejl – og at man lærer af sine fejl?

Alligevel har jeg et enormt stort behov for at skulle undskylde og forklare, hvorfor jeg har det, som jeg har det – og hvorfor jeg i øvrigt har ret til at have det sådan. Selvom jeg egentlig ikke skylder nogen at gøre det.

For det er okay at vælge om, og det okay at skære ned.
Det er okay at sige fra, og det er okay at blive ved.

Men det er ikke okay ikke at passe på sig selv