En ensom virus

At være alene er ikke det samme som at være ensom. Man kan sagtens være alene uden at være ensom, ligesom man kan være ensom uden at være alene. Man kan være ensom, selvom der ligger én lige ved siden af, og man kan være ensom, fordi der netop gør.

Forskellen ligger i, hvorvidt man føler sig alene.

I øjeblikket er der er rekord mange, der føler sig alene. Det gælder ikke kun de ældre på plejehjemmene, men i høj grad også de unge, der ellers er så udskældte i hele Corona-debatten. Idéen om “at være sammen hver for sig” har ikke just resulteret i en fællesskabsfølelse, men er snarere i en voldsom debat og en rekordhøj mistrivsel.

Ifølge Institut for Folkesundhedsvidenskab ved Københavns Universitet føler 22 pct. af unge mellem 16-29 år sig alvorligt ensomme i 2020, hvilket er en markant stigning i forhold til de 10-12 pct. i de seneste tal fra 2017*. Det er næsten hver fjerde, og hvilke konsekvenser, det har på sigt, er endnu et åbent spørgsmål.

Jeg kunne godt være en af dem. For selvom jeg hverken mangler venner eller nære relationer, så føler jeg mig mere ensom end nogensinde før. Det er lidt ligesom, når man føler sig sulten, men i virkeligheden bare keder sig – jeg føler mig alene, selvom jeg godt ved, at jeg altid har nogen at ringe til. Men folk som jeg er også i risikogruppen – ja, altså ikke dén risikogruppe, men risikogruppen for unge, der rammes af ensomhed – nemlig eneboende singler, der for nylig (sådan da) har skulle etablere sig en hverdag uden mor og far.

Det, der har affødt en følelse af ensomhed hos mig, er manglen på basal menneskelig stimulus. Noget så simpelt som mimik og øjenkontakt. Jeg savner smilet fra kasseekspedienten, der nu skygges af et mundbind. Jeg savner den pludseligt opståede øjenkontakt med en fremmed på en bar. Jeg savner dagligdagssludderen, der ikke skulle planlægges, men bare opstod som følge af hverdagen.

Blandt demente bruges sansestimuli til at øge livskvaliteten og hindre udadreagerende adfærd som vredesudbrud, angst og selvskade (det kan du læse mere om her), og blandt spædbørn ved man, fra René Spitz’s eksperiment på et rumænsk børnehjem (1945), at manglende stimuli kan medføre børnedepression og såkaldt hospitalisme (standsning i udviklingen).*

Gad vide, hvad manglende stimuli gør ved os ellers velfungerende unge og voksne?

Her kan det selvfølgelig diskuteres, hvorvidt vores smartphones og sociale medier hjælper den stimulering på vej, men har al forskning ikke vist, at internettet og telefonen blot har forringet vores trivsel? At de (a)sociale medier afspejler en uvirkelig virkelighed, der blot giver én følelsen af at være udenfor fællesskabet? Jo, men den snak gemmer vi til en anden dag.

På Copenhagen Business School, hvor jeg studerer, ved ledelsen godt, at de studerende både mistrives og lærer mindre af onlineundervisning. Af samme grund har de gjort alt, hvad de kan for at holde campus åben, så de studerende stadig har kunne sidde på læsesal og modtage fysisk undervisning i mindre hold. De har tilmed ansat vagter ved samtlige indgange for at minde eleverne om at spritte af, og ved trapperne står der vagter for at sikre overholdelse af ensretningen. Men selv dét har ikke været nok, nu hvor vi rammes af nedlukning 2.0, og spørgsmålet er jo også – hvad er alternativet?

Som jeg ser det, er det et valg mellem pest eller kolera, og det eneste, der afholder mig fra at vælge Coronaen er, at den er midlertidig. For hvad ville vi gøre, hvis der ikke var en vaccine på vej, eller virussen ikke kunne nedkæmpes? Ville vi forsætte nedlukningerne eller affinde os med risikoen? Hvor er jeg dog glad for ikke selv at sidde med de beslutninger.

Sjælendt har jeg set så meget utilfredshed som ligenu i befolkningen, og på nuværende tidspunkt er det faktisk svært at forestille, at noget overhovedet kan gøres rigtigt.

Hvad er bedst for de erhvervsdrivende? At åbne.
Hvad er bedst for de ældre? At lukke.
Hvad er bedst for folketrivslen? At åbne.
Hvad er bedst for hospitalerne? At lukke.

Det hele afhænger i bund og grund af, hvad vi vægter højest, og det kan vi jo diskutere til vores dages ende.

Tilbage er der at håbe, at snakken om at være “sammen hver for sig” rent faktisk kunne skabe en følelse af sammenhold, for ligenu er der ikke meget andet end splid og bebrejdelser. Bebrejdelser på de unge og deres fester, på regeringen og deres mink, og på borgerne, hvis mundbind altid lige sniger sig ned under næsen…

At være alene er ikke det samme som at være ensom. Men vi kan hverken bekæmpe Corona eller ensomhed ved kun at bekæmpe hinanden.