“Undskyld, jeg unfollower dig”
Det er ikke dig, det er mig. Jeg mener det faktisk. Undskyld, hvis jeg sårer dine følelser. Undskyld, hvis jeg er årsagen til, at du åbner din telefon og bliver ked af det efter at have set det faldende antal followers på Instagram. Undskyld.
Det skal ikke lyde som om, at JEG har en eller anden særlig magt over dig og dit humør, for det har jeg ikke. Det har ALLE. Det er den magt, DU giver til ALLE, når du tager et ”unfollow” personligt, bliver en smule bedrøvet eller begynder at spørge dig selv: ”Var jeg ikke spændende nok?”
Et “unfollow” føles som en virtuel fuckfinger. Som en anden måde at sige: ”Jeg interesserer mig ikke for dig, du kunne lige så godt være død”. En SOME-henrettelse.
Vel og mærke, fordi man selv opfatter det sådan. Fordi vi har det med at tro: Jeg er god nok – så længe andre kan bekræfte det, og det er netop mangel på bekræftelse et unfollow er.
Der er ikke noget at sige til, at #followforfollow har haft sin storhedstid (før man altså fik apps, der giver followers mod betaling). Det virker så retfærdigt – du følger mig, jeg følger dig – noget for noget, og vi er enige om, at vi begge er gode nok. Slut.
Men sådan er det ikke. For der er gået status i antal followers for en hel generation. Den generation, som vi er halvt med i og halvt for gammel til – og med “vi”, mener jeg dig, der i dag har en Iphone, men som startede med en Nokia og et Snake-spil. Med det udgangspunkt, der hedder at followers giver status, og et unfollow er en fuckfinger, er det klart, vi tager det personligt. Men virkeligheden er nok en helt anden.
Jeg unfollower folk, der har gjort mig ondt eller giver mig dårlig samvittighed.
Da jeg forleden nævnte, at jeg gerne ville tabe mig, fik jeg at vide, at jeg kunne følge nogle ”Instagram-fitness-modeller” for inspiration. Men modsat intentionen, giver den slags profiler mig dårlig samvittighed og resulterer i dertilhørende trøstespisning. Jeg følger bevidst ikke Instagramprofiler, der minder mig om, hvad jeg burde gøre, hvordan jeg burde se ud, og hvad jeg burde spise. Ligesom jeg ikke følger profiler med hvepsetaljer og tøj, jeg ikke har råd. Problemet er bare, at mange af mine veninder – inkl. jeg selv – alligevel tilstræber den type profil.
Det er ikke meget anderledes end dengang, de andre legede i skolegården, og man råbte: “Jeg vil også være med!“. At “ville være med” følger os hele livet. Vi efterligner hinanden for både at “være med”, men også for at “passe ind”.
At ville “passe ind” har altid været nødvendigt, hvorfor vi observerer og kopierer hinanden (social læring, som det hedder). Vi klapper, når de andre klapper. Vi bander, hvis gruppen bander. Vi køber dyrt hårdims til overpris, hvis de andre går med dyrt hårdims til overpris. Selv hvis vi ikke havde lyst til at klappe, ikke bryder os om at bande – eller aldrig selv var kommet på at bruge 100kr på et stykke hår-plastik fra PICO. Hvorfor? For ikke at stå alene eller være udenfor.
Men hvis du sidder med en knude i maven over et ”unfollow”, hvem er det så i virkeligheden, du burde være sur på – dem med knappen eller den, der har fralagt sig magten? For det er os selv, der fralægger os magten, når vi søger andres anderkendelse. Burde vi ikke bare tage os sammen? Jo, det burde vi, men hvor godt gik det, sidst du gik på slankekur eller sagde “jeg er færdig med ham“? Man kunne også bare slette lortet, men så står man pludselig ‘udenfor’, og er derudover i fare for at ‘gå glip’. Så skønt livskvaliteten nok ikke falder markant, fordi vi misser et par mirror-selfies og brunch-tallerkener, så bryder vi os ikke om det – for hvad nu hvis?
I stedet hælder vi overmanipuleret lort i hovedet på hinanden og scroller videre i bland-selv-posen af selvværdskomplekser, humørødelæggelser og falske virkeligheder.
Så lad mig vende tilbage til udgangspunktet: Undskyld, hvis jeg har unfollowet dig – det er ikke dig det er mig. Det er mig, der får ondt i røven, af at se på din perfekte profil. Det er mig, der får dårlig samvittighed over alle de fede ting, du poster. Det er mig, der ikke magter, at skulle sammenligne mig selv med folk, der ikke engang eksisterer i virkeligheden. Det er ikke dig, det er mig – og undskyld.
2 Comments
Pingback:
Pingback: