Kærlighed,  Mest populære

At lade sig såre for let

Jeg havde engang en kæreste, der var mig utro, og i den seance er der meget, som gør ondt. Men dét, der gør mest ondt, er de tanker, man vender mod sig selv bagefter. Tanker som:

  • Du er utilstrækkelig
  • Du er ikke god nok
  • Du har fortjent det
  • Du er selv ude om det

Tanker som gør situationen langt værre end, hvad den allerede er, fordi ens egne tanker bliver ens største modstander.

Når selvbebrejdende tanker tager overhånd, har vi det med at glemme, hvad der egentlig skete, og istedet spørge: “Hvad gjorde jeg forkert?”

Spørger man sig selv “hvad gjorde jeg forkert?”, har man som udgangspunkt allerede gjort sig selv til syndebuk over noget, en anden har gjort. 

Men hvad en anden har gjort, kan man ikke selv tage skylden for. Til gengæld kan man tage skylden for at mishandle sig selv ved at stille det spørgsmål. 

Vi mishandler os selv på den måde hele tiden.

For eksempel når vi falder for én, som vi godt ved er forkert – og det sker altså jævnligt. Én der ikke lever op til de forventninger, der forinden var krav, men nu tilgodeses på grund af en forelskelse. Altså én; der ikke den rigtige, men som vi alligevel ikke vil være foruden. 

Når dét sker, placerer vi os selv i en situation, hvor vi lader os såre for let.

For når vi affinder os med én, der i bund og grund bare ikke er rigtig, bliver vi utilfredse og forsøger at lave om på dem, så de bliver rigtige.

Det foregår således:

  1. Vi gør os først grundige overvejelser om, hvad vi godt kunne tænke os i en partner. 
  2. Vi møder én, der er så tilstrækkelig tiltrækkende, at vi glemmer overvejelserne igen.
  3. Vi husker dem efter noget tid, fordi irritationerne begynder at dukke op.
  4. Vi forsøger at presse vores tidligere udtænkte ideal ned over dem.
  5. Vi lærer gennem bitter erfaring, at vi ikke kan ændre på dem.
  6. Vi mister dem.

Her må svaret på “hvad gjorde jeg forkert?”-spørgsmålet vist være: Du glemte dig selv. Helt til at starte med. Men det er ikke nødvendigvis din skyld – ligesom det heller ikke er deres. 

Måske det mest sårende i den seance egentlig er at miste sin idé. Idéen om, hvad det kunne være blevet til, hvis bare… vedkommende i virkeligheden var en anden.

Billedresultat for what hurt you my own expectations

Jeg har altid haft svært ved at differentiere mellem, hvornår man ændrer på et forhold – og hvornår man ændrer på en personen. For sidstnævnte er gal.

Man skal ikke komme sammen med nogen for at ændre på dem – eller bilde sig selv ind, at man kan.

Jeg tror desuden, det er sundere, at få sit hjerte knust én gang for alle og gå fra et forhold, der ikke fungerer, fremfor at få sit hjerte knust en smule hver dag, som man gør, hvis man hver dag bliver skuffet. For selvom der er så mange quotes ala: “You have not failed until you stop trying“, så er det noget forbandet pis. 

Det er ikke det værd, hvis det bliver ved med at gøre dig ked af det, og du behøver ikke være ked at det over at miste én, der ikke var rigtig.

Måske man i stedet burde være mere kræsen fra start. Ikke kræsen i forhold alder, udseende eller jobtitler – men kræsen i forhold til, hvad der er vigtigt for for én. For mig er det for eksempel vigtigt, at have en partner, der giver mig en følelse af sikkerhed, men det er ikke noget jeg hverken kan – eller skal – lære vedkommende. 

Og måske man ved at huske det fra start af kan undgå – at lade sig såre for let.  

Psssst… Alle indlæg deles på instagram.

6 Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *