Kære kommende store kærlighed
Til en jeg endnu ikke kender.
Eller gør jeg? Ifølge statistikken har vores veje allerede krydset. Måske det er ham jeg ellers har forladt ,eller ham jeg prøver at få det til at fungere med. Måske det er ham, jeg fik øjenkontakt med nede ved tanken eller hende, jeg ikke vidste ville blive en ’hende’.
Kære kommende store kærlighed. Hvor jeg dog glæder mig til at lære dig at kende. Også selvom jeg ved, det ikke skal være endnu.
Skulle det ske i morgen, ville jeg nok skræmme dig væk. For jeg ikke er klar til at slå mig ned eller er færdig med at få mit hjerte knust. Til at give afkald på ‘første kys’ eller halv-akavede Tinderdates. Jeg skulle gerne blive sådan en ‘rigtig voksen’, inden du dukker op. Men jeg arbejder på det.
Jeg håber at blive mere forelsket i dig, end jeg nogensinde har været det før. End jeg nogensinde havde forstillet mig, man kunne blive. Jeg håber, jeg når du dukker op ikke vil have lyst til nogen anden, og at jeg rummer at kunne lukke dig ind, så vi kan lade vores liv smelte sammen.
Jeg har endnu aldrig haft et forhold med en forventning om, at det skulle være evigt, trods jeg størstedelen af ungdom har haft kærester – forskellige vel og mærke. ”Hvorfor kommer du sammen med nogen, som du ikke kan se en fremtid med dem?”, spurgte min veninde mig. Og ja, hvorfor tager man en uddannelse, hvor man ikke er sikker på, hvad man bliver bagefter? Vel fordi man forventer at finde ud af det undervejs, og hvordan skal man kunne vide det, før man har prøvet.
Desuden – når man endelig står ved det store ’skal vi være kærester?’-spørgsmål, så er et ’nej’ også lig et farvel. Et farvel, som man heller ikke nødvendigvis er klar til.
Jeg håber virkelig, at man bare ved, når det er rigtigt – selvom alle odds er imod mig. Det kunne bare være rart, at slippe for hele cirkusset, hvor man ikke helt ved, hvad man vil, eller hvad den anden vil.
Men sikker bliver man nok aldrig helt – omend man står ved alteret (eller på Rådhuset, hvis det er det, man foretrækker det).
Selv mine forældre, der snart har været gift i 26 år, var i tvivl. Eller snarere – min mor var. Hun var kort inden brylluppet ved at aflyse hele seancen, fordi min far havde sagt: “‘Man kan jo altid blive skilt”. Havde det ikke for Tante Ella, der tog en ‘alvorssnak’ med ham, var jeg sikkert aldrig kommet til verden. For selvom det er ganske normalt at blive skilt, er det ikke en indstilling at bringe ind i et ægteskab, hvor man trods alt lover ”til døden skiller jer ad”. Men hvor lover vi dog meget her i livet.
Jeg læste forleden at nogle præster er begyndt at sige ”til kærlighed skiller jer ad”, for at tilpasse sig tendensen, hvor ca. 50% af alle ægteskaber ender i skilsmisse. Men det er da et tyndt udgangspunkt…
Jeg forstår godt min mor. Bevares, hende og jeg er nok lidt konservative, men et af mine egne største ønsker i livet er netop aldrig at blive skilt. Dels på grund af alt den bøvl, sårede følelser og knuste drømme, men også fordi ægteskabsløftet netop er et løfte. For livet.
Med det udgangspunkt kan man også godt betvivle, om man nogensinde bliver gift. For hvis man aldrig er sikker, hvordan kan man så love noget? Følelser kommer og går, og spørger man gifte, er jeg sikker på de vil sige, at forelskelsen ikke er konsekvent, men at man skiftevis er kærester og venner – eller bare økonomisk afhængige. Men dét er netop grunden til, at jeg gerne vil giftes en dag. Fordi kærligheden svinger, og ikke er til at regne med – hverken ens egen og ens partens. Jeg kan godt lide ideen om, at man tager et aktivt valg. En beslutning, hvor man vælger den anden til som sit livs livsledsager i medgang og i modgang.
Kære kommende store kærlighed. Jeg håber, du kan bære over med, hvor pladder-romantisk jeg er. Det må du altså leve med, for det kan blive meget værre. Men bare rolig – jeg kan også være en stædig tyran, der smækker med døren i hovedet på dig eller beder dig skride ad helvede til. Det skal du nok erfare hen ad vejen.
Jeg håber, du er typen, der siger: ”Skriv når du er hjemme, så jeg ved du er kommet sikkert frem”, når jeg går ud af din dør. Typen, som jeg stolt kan tage med alle vegne, og som giver mig krampe i kinderne af grin. Jeg håber, du er typen, der kan se ud over dine egen verden, og gerne vil lære min at kende. Og at du glædeligt hjælper andre mennesker eller husker at mine yndlingsblomster er liljer.
Jeg kunne faktisk sammensætte en glimrende kandidat ved at kigge på mine tidligere kærester, hvis man ellers kunne håndplukke af dem, som var de en buffet. Et venskab som med min første kæreste, en humor som min anden, en loyalitet som min tredje og et blik som min sidste. Men sådan fungerer det ikke.
Man må elsker fordi, og man må elske på trods.
Fordelen ved at have haft tidligere kærester er dog, at man lærer, hvad man ikke vil have, og hvad man ikke kan leve med. Jeg kan ikke leve med en, der ikke er god ved fremmede mennesker eller som nedgør mig. Og jeg vil ikke have en, der er mere optaget af sit eget spejlbillede, end han er af mig. Men det er let at sige nu – lige indtil man forelsker sig igen (læs: At lade sig såre for let). For kærlighed gør blind, og kærlighed og rationalitet er på mange måder hinandens modsætninger.
Men er det ikke også, hvad der gør den fuldstændig fantastisk.
Kære kommende store kærlighed. Hvor jeg dog glæder mig til at møde dig. Jeg glæder mig til at overøse dig med kærlighed og forsvinde helt væk i dig. Også selvom jeg godt ved, at det ikke skal være nu.
I mellemtiden forbereder jeg mig på kommende hjertekvaler, umulige bajlere og intetsigende kaffe-dates. For det skal man jo også igennem, og der er mange fisk i havet – eller som min moster siger: Der er ikke en spand-fuld, men et land-fuld.
Men vi ses, når tiden er inde.
Kys – Din for evigt.
