Når venskaber bliver “ligemeget”

I modsætning til kærester er der i venskaber ikke et reelt brud. Man ’slår ikke op’ med en veninde. Man bliver ligemeget.

Hvor man efter et brud med en kæreste har en efterfølgende periode med ”kærestesorg”, som de fleste har prøvet og kan relatere til, så findes der ikke en tilsvarende periode for ”venindesorg”, selvom det kan være ligeså nødvendigt. Men det indtræffer ikke nær så pludseligt, snarere over en længere periode uden kontakt eller med envejskommunikation. Mister man en veninde bunder det oftere i mangel på kontakt i så tilstrækkelig lang tid, at den ene måske mere end den anden er gået hen og kategoriseret venskabet som ”ligemeget”. Ikke desto mindre, kan det stadig komme som et chok.

Kærester kommer og går, men hvad der sværere at miste er en rigtig god veninde. Veninder er dem, der skal være forblive. Dem som burde forblive. Dem man skal søge trøst hos, når det går galt med kæresten, og dem man kan regne med, selvom man ikke har snakket sammen i månedsvis. 

Veninder er fantastiske, og bag enhver stærk kvinde er nogle endnu stærkere veninder.

Jeg skal ikke klage for jeg har nogle vidunderlige eksemplarer af slagsen, men det gør nu ondt, når man må kategorisere flere års grin, glæder og tosomhed som et ”gammelt bekendtskab”.

Et af de tidspunkter, hvor venskaber sættes på prøve, er når stolthed bliver en faktor for vedligeholdelsen af det. Jeg mistede engang en af mine rigtig gode veninder, som jeg i en lang periode brugte alle mine dage med, men hvor jeg nu kan tilknytte et ordsprog ”hvad der kommer let, går let”. For det gjorde det, selvom man står tilbage som et spørgsmålstegn. Et spørgsmålstegn, fordi ingen har slået op, og ingen har bemærket en forandring. Det hele sker i stilhed, hvortil man kan gå og summe over, hvor længe man skal lade som ingenting, og om man kan lade som ingenting.

Man kan godt mærke, når man kaster en bold, der ikke bliver grebet, og før eller siden bliver spillet træls på den måde. Skal man sende en ”er du sur på mig?”-besked?

Det der holder en tilbage fra at ringe eller sende den besked er to ting. 1) Stoltheden og 2) Frygten. Stoltheden der siger, “hvis hun/han ikke vil bruge tid på mig, så gider jeg da heller ikke bruge tid på hende/ham“, og frygten for at blive afvist eller ikke at få fortalt sandheden – eller at få den, men den ikke er som man håbede.

Størstedelen af menneskets grundfølelser er negative, så vi fokuserer af natur på de negative udfald. Hjernen går i alarmberedskab, når den opfatter en risiko for at komme til skade – psykisk eller fysisk – som udløser stresshormoner.  Ikke så underligt, at det er ubehageligt at skulle placere sig selv i en sårbar position med frygt for at blive såret af en veninde (gid det også fungerede, når vi forelsker os i fuckbois, AM I RIGHT). Så i stedet lader vi ofte være, og lader det blive “ligemeget”.

Lad være med at lade noget være ligemeget, hvis du bliver ked af at miste det.

I mit tilfælde endte jeg med ikke at ringe. Jeg turde ikke, og jeg følte mig ynkelig ved tanken om, at skulle række ud igen. Og så kan det godt være, at man objektivt set kunne have trøste sig med ”jeg var jo den voksne af os to”, men det er også en såret stolthed, en stor mængde stresshormon og ikke mindst et såret hjerte, man putter i jeopardy, hvis man ender med at få beskeden: “Jeg synes bare, vi er vokset fra hinanden“. Hvis skrækscenariet som hjernen fokuserer på vel og mærke overhovedet indtruffet. For hvad hvis det ikke var?

Inden man når dertil skal man vurdere 3 ting:

1. Hvor meget er jeg villig til at gå på kompri med min stolthed?
2. Er frygten for at blive såret reel nok til, at man hellere vil leve i uvished?
3. Hvor “ligemeget” er venskabet.

Ligemeget er ligesom “blueballs” – det gør ondt, indtil man får en udløsning. I dette tilfælde – en forløsning. Men det får man ikke, når det er “ligemeget”.

Ligemeget er uforløst. Ligemeget er sårende. Ligemeget er den lette udvej.

Ligemeget er meget – men ikke ligemeget.