Kære Skat – Part 2

Man tror altid, det er tiden lige efter et brud, der den værste.

Det er det ikke.

Lige efter et brud er verden kærlig og hjælpsom, mens ordet kærestesorg udløser en storm af forstående blikke og medlidende smil. Lige efter et brud står veninderne på spring med fortrøstningsfulde konstateringer som ”Han var alligevel ikke den rigtige” eller ”Det er ikke din skyld”. Lige efter et brud er man undskyldt for sine timelange monologer om forræderen eller for ikke at spise noget i mangel på appetit.

Når der derimod er gået noget tid, bliver omverden træt. Det gør man også selv, men det er der ikke noget at gøre ved. Når der er gået en uge, begynder hverdagen at presse på. Når der er gået en måned, mister bruddet sin nyhedsværdi. Og når der er gået flere, bliver man efterhånden bare anset som værende ynkelig for stadig at slikke sine sår.

Jeg er pisse ynkelig.

Jeg er ynkelig, jeg er sølle, og jeg græder hele tiden – også selvom der er gået måneder. Den eneste, der ved det, er min nabo, fordi væggene herhjemme er så tynde, at enhver lyd går lige igennem.

Det er ikke fordi, mine veninder ikke nok skulle fortsætte deres trøsten eller klappe mig på hovedet, hvis det skulle være. Det gør bare ikke nogen forskel. Trøst har ikke hjulpet mig med at komme videre, og jeg søger ikke medlidenhed, men frihed. Jeg er træt af mig selv i rollen som den sårede, og jeg er vred på mig selv for ikke at være nået længere. Jeg er træt af at være ked af det, og jeg er træt af at føle mig så magtesløs i en situation, jeg i grunden ikke kan gøre noget ved. For sandheden er jo, at der ikke er noget at gøre. Det er som at være fanget i et mareridt, hvor du aldrig reddes af at vågne. Tværtimod genstartes mareridtet hver morgen, når du gør.

(Læs “Kære skat – Part 1” her)

Tiden læger alle sår. Ikke, sandt? Så hvad fanden skal man gøre? At tiden læger alle sår, er jo lige så forfærdeligt, som det er fortrøstningsfuldt. Det er fortrøstningsfuldt, fordi man kan være sikker på, at tiden kommer, men det er forfærdeligt, fordi man ikke kan få den til at gå hurtigere, og desuden ikke ved hvornår. Man må bare vente. Græde. Vente. Græde igen. Og én gang til for prins Knud, hvis man har lyst eller bare ikke kan lade være.

Jeg er så bange for, at du kommer videre før mig, og i virkeligheden kan det jo godt være, du allerede er det. Jeg er bange for, at jeg en dag ser dig gå hånd i hånd med en anden, som det sikkert føles helt rigtigt med, mens jeg sidder fast i de samme rutiner, tynget af den samme sorg. Jeg ved ikke, hvad jeg ville gøre, hvis det skulle ske. Jeg ville nok bare stivne, som havde jeg set et spøgelse, mens du ville lade som ingenting. Du ville sende mig et blik, kigge væk og skynde dig videre. Mod en ny fremtid. Hånd i hånd. Med en anden.

Skulle I endelig finde på at tale om mig, ville jeg blive gengivet som hende din sindssyge ekskæreste, som mange kærester åbenbart degraderes til, når de går fra nutid til datid. Jeg ved det, for du gjorde det samme med din ekskæreste, dengang du mødte mig. Du var tydeligeligvis vred på hende, ligesom du nu er på mig, og det var som om, du prøvede at hæve dig selv ved at trække hende ned. Eller hæve mig?

Det var i grunden et stort, rødt flag, men de kan jo være svære at spotte, når man er forelsket. Det er aldrig et godt tegn, hvis nogen har behov for at tilsvine én, de har elsket. Desuden kan man næsten være sikker på selv at få samme tur, når man slår op, og det gør man somregel, fordi tilsvininger af ekskærester enten er et tegn på generel respektløshed eller unfinished business. Du ville også gerne have, at jeg talte dårligt om min ekskæreste, når hans navn en sjælden gang imellem kom op, og hvis ikke jeg gjorde, gjorde du. Du skulle altid påpege, hvor meget bedre end ham du var, og du kunne ikke forstå, hvad jeg nogensinde havde set i den ”taber” – for nu at bruge dine ord. Du forstod aldrig, at du ved at tilsvine ham også tilsvinede mig.

(Læs “Kære skat – Part 1” her)

Gad vide, hvordan du taler om mig nu. Jeg vil nok ikke vide det, men jeg kan godt forstå det. Vreden, altså. Jeg har den også selv. Nogle gange bliver jeg selv det respektløse menneske, der taler dårligt om dig for at virke større, selvom jeg bagefter føler mig som et lille bitte menneske, der fortjener at blive trådt på. Jeg gør det egentlig heller ikke for at virke større. Jeg gør det for at lade de dårlige sider overskygge de gode. Jeg gør det for nemmere at kunne genkalde hvorfor, jeg ikke savner dig, og jeg gør det, så mine tætteste veninder kan stoppe mig fra at kontakte dig, når jeg har aller mest lyst. For helt ærligt. Det er kun, når jeg savner dig allermest, at jeg falder ned i den grøft og får behov for at tale dig ned. Apropos unfinished business, right?

Jeg ved godt, at jeg ikke er videre. Jeg prøver bare at glemme det af og til. Som i sidste weekend, hvor jeg var på date. Den klassiske. Rundt om søerne. Med kaffe. Det var dog ikke med én fra Tinder, hvilket ellers havde været prikken over i’et. Nej, det medie har du stadig for dig selv. Det er i grunden også ligemeget, hvor vi mødtes, for vi skal ikke ses igen. Det var hyggeligt, det var bare ikke dig. Der var ikke de samme sommerfugle i maven, som dengang vi mødtes, og der var ikke den der øjeblikkelige kemi, som gjorde, at vi nærmest talte i munden på hinanden, fordi vi havde så meget at snakke om. Det er nok også høje forventninger at have til en første date, men hvordan kan jeg undgå at sammenligne ham med dig? Min skat, min sidste, min eneste – som nu er noget af det fjerneste. Jeg havde dig i tankerne hele vejen rundt. Over Dronning Louises bro, langs Nørre Søgade, forbi Søpavillonen.

Ligesom jeg altid har.

Indlægget er del af en større tekstsamling, og jeg vil meget gerne høre din mening med henblik på videre udvikling. Du kan enten skrive til mig på Instagram eller efterlade en kommentar i sporet nedenfor.

Dette indlæg indeholder fiktive elementer.