Dating for hvad?

Blandt mine veninder og jeg er der stor forskel på, hvordan vi dater. Den ene halvdel dater for livet, og den anden halvdel dater for nu.

Førstnævnte leder efter den eneste ene, og kunne ikke drømme om at finde sammen med nogen, som de ikke kunne se en fremtid med. Sidstnævnte mener sagtens, man kan date uden fremtidsperspektivet, hvis bare det er godt – for nu.

De af mine veninder, der, som de siger, dater for at gifte sig, synes, det er spild af tid at bruge krudt på én, de ikke tror er eller kan blive den rigtige. Her skriver jeg ”kan blive”, fordi vi har det med at forelske os i potentialet fremfor realiteten, men det kan du læse om i indlægget ”At lade sig såre for let”. De tager det desuden som en selvfølge, at den rigtige eksisterer, hvorimod den anden gruppe er skeptiske, og i højere grad tror, det er et spørgsmål om at beslutte, hvem den rigtige er.  

Min mor har engang fortalt mig: ”Det handler ikke om at finde én, du ikke kan leve uden, men at finde én, du kan leve med”, og selvom udtrykket ligger milevidt fra det oprindelige: ”Det handler ikke om at finde en du kan leve med, men én du ikke kan leve uden”, har hun og min far været gift i 26 år, så måske, der er noget om snakken?

Mon ikke det kan være svært nok bare at finde én, vi kan leve med?

Trods det er romantisk, så er det vel på grænsen til naivt at forestille sig, det findes nogen, vi ikke kan leve uden. Vi har jo levet uden indtil nu, så mon ikke det snarere er et spørgsmål om ikke at have lyst? Lige såvel som det er et spørgsmål om at have lyst til at leve sammen.

Om det handler om at finde én, vi ikke kan leve uden, eller én vi kan leve med, afhænger nok også af, hvordan vi forventer kærligheden skal være, og hvad vi vil have ud af den. For tror vi på, at den store kærlighed vil skylle ind over os som en altopslugende tsunami, der udvisker alle spor af tvivl, så er det klart tidsspild at affinde sig med andet end lige netop dét. Men tror vi ikke på ovenstående, Disney-inspirerede romance, er det sikkert en svær nok opgave bare at finde én, som vi kan holde ud i længden. Se bare det høje antal af skilsmisser.

Dernæst tror jeg, der er mange andre grunde end kærlighed til, at vi finder sammen både som par og som ægtefolk, blandt andet tryghed, underholdning eller sex. I Askepot er det for eksempel ganske praktisk, at hun forelsker sig i en prins, der kan hive hende ud af stedmorens hjem og forsørge hende til evig tid. Historisk set har tosomhed altid haft praktiske aspekter, der rækker ud over de følelsesmæssige alene. I mange kulturer er arrangerede ægteskaber for eksempel ganske almindeligt, hvilket oftest har til formål at dække nogle praktiske behov i familien.

Havde mine forældre måtte bestemme, hvem jeg datede, havde de nok sparet mig for et par ups’ere i mine teenageår.

I vores kultur anses arrangerede ægteskaber som værende en berøvelse af individets frihed, men om ikke andet er vi ikke blege for at indgå i kærlighedsbånd af hensyn til det praktiske. Se bare ægteskabspagten, der, til trods for at være et symbol på den evige kærlighed, er mixet med jura og gjort til noget praktisk for eksempel i forhold til børn, arv og sågar SKAT.

At mixe kærlighed med jura er et tegn på, at kærligheden er flygtig, og lige så sårbar som den er stærk.

For mig har kærlighed udviklet sig til en form for dilemma. For på den ene side vil jeg gerne jagte den utopisk store kærlighed og tro på, at den rigtige findes derude et sted. På den anden side er jeg skeptisk og ville ikke have lyst til at gå fra nogen, jeg havde det godt med, for at lede efter noget, der ikke er garanteret at finde.

Eller garanteret at findess.

I dét dilemma er min alder også som noget nyt begyndt at spille en rolle, fordi man som voksen kvinde bliver introduceret til ord som ”fødedygtig alder” og ”det biologiske ur”. Ord, der former sig som en tikkende bombe, der sætter en tidsfrist på, hvor lang tid vi må bruge på at lede efter den rigtige.

Så spørgsmålet er vel egentlig både om vi tør satse eller om vi tør lade være.

Hvad end det er for livet eller for nu.