Hvorfor voksne ser ud som om alting gør ondt

”Det er svært at være 11 år, der er så meget, som man ikke forstår, hvorfor går alle voksne rundt og ser ud som om alting gør ondt?”.

Ja, hvorfor gør vi? Hvorfor lader vi ureelle bekymringer og ærgerlige fortidshændelser fylde, og hvorfor lader vi os såre for let eller husker negative kommentarer fremfor gode. Hvorfor kan jeg stadig huske, da jeg blev kaldt tyk i 1.g, fordi jeg til frokost havde spist en dagmartærte, og hvorfor har jeg i dag et stramt forhold til dagmartærter?

Da jeg var barn, glædede jeg mig til at blive voksen, fordi de voksne måtte bestemme selv. Det måtte da være lykken ikke at have en sengetid eller kunne spise is til aftensmad, hvis man ville? Hvor blev jeg skuffet.

Skuffet over at indse voksenlivet er fuld af begrænsninger – eller rettere bekymringer. Over at indse at mor og far ikke kan svarene på alting alligevel, men sikkert har taget lige så meget fejl, som vi selv gør nu. Over at indse at glæde og klogskab ikke nødvendigvis kommer med alderen, men at den blot giver mere autoritet – specielt over for børn, der ikke har andet valg end at acceptere et argument som ”fordi jeg siger det”.

Jeg savner nu at være barn. Bevares, der er fedt at bestemme selv, men det er ikke fedt at spise is til aftensmad, hvis man tænker tilbage på dengang, man blev kaldt tyk. Det er ikke fedt, at bestemme selv, hvis man derved også bebrejder sig selv, når ting ikke går som planlagt. Det er ikke fedt at være voksen, når ens eget hoved stiller krav til en, skuffer en, tænker dårligt om en – og dertil også bekymrer sig for, hvad andre tænker om en. Tanker et barn i hvert fald ikke havde ladet sig gå på af.

Vi er nemlig gode til at ‘lade os gå på’ – og jeg skriver vi, fordi det nok også gælder dig. Til at lade bekymringer og negativitet stå i vejen for vores trivsel, huske dårlige minder frem for gode eller forgifte vores eget sind.

I går havde jeg f.eks. en virkelig god dag. Jeg havde været med veninderne på stranden, og om aftenen ude og spise for at fejre mit nye job. Jeg gik lykkelig i seng med ondt i kinderne. Alligevel vågnede jeg i morges med en ubehagelig følelse af uduelighed og ensomhed i kroppen. Med en erindring om noget jeg blev ked af et halvt år tilbage og en følelse af at ingen i verden kunne lide mig. Jeg måtte grædende ringe til min mor, der klogt sagde: Det er alt sammen i dit hoved. Og ja, for følelsen har ikke nogen logisk forklaring og mindet er ikke længere relevant. Men du kender sikkert selv til at overtænke.

Hvorfor er vores hoved så selvdestruktivt, og hvorfor får, hvad der er gået dårligt, så meget opmærksomhed?

Måske vi har brug for at tænke og italesætte det negative oftere i forsøg på, at få medlidenhed og opbakning, da social udelukkelse evolutionært set er det værste, der kan ske. Det forklarer i hvert fald, hvorfor en kommentar som ‘du er tyk’ sidder fast i mig, da der (desværre ofte) i samfundet ses ned på tykke mennesker. Så selvom ‘social udelukkelse’ ikke er en specielt rationel eller reel frygt, så udvikler samfundet sig hurtigere end hjernen, hvor netop frygt er den stærkeste emotion, vi har.

Vidste du, det er mere sandsynligt, at du aktivt vælger at læse en negativ historie fremfor en positiv i medierne, og at du tilmed er mere tilbøjelig til at viderefortæller dem? Som The Black Eyed Peas synger: ”Wrong information always shown by the media, Negative images is the main criteria”. Det er lagres ganske enkelt bedre i hukommelsen og giver flere læsere*. Psykologisk set er negative og positive emotioner også kvalitativt forskellige (jeg undskylder fagsprog). Negative emotioner er knyttet til specifikke handlingstendenser, der er mere udadreagerende, hvorimod positive emotioner primært er knyttet til, hvad der kaldes nonspecific arousal, som er mere laid back*.

Måske det handler om at vi i vores samfund altid har dyrket dårligdom.

Du kender sikkert janteloven, der kort opsummereret lyder ‘du skal ikke tro du er noget’, og om den er reel eller ej, skaber den i hvert fald et frirum for dårligdom og negativitet.

Vi er uden tvivl også selv medskyldige – f.eks. på grund af de høje krav vi stiller til os selv og bagefter bliver skuffede over ikke at nå. Tag nu bare urealistiske slankekure eller to-do-lister.

Jeg laver to-do-liste hver dag, men ikke i klassisk forstand. For min to-do-liste er ikke kun krav og ting jeg skal, men har overskriften: Hvad vil jeg gerne i dag? For det fede ved at være voksen er jo, at man bestemmer selv. Der står bl.a. “drikke en kop kaffe” og “smile til en fremmed”, som jeg havde gjort uanset, men når dagen går på held, kan jeg alligevel glæde mig over alle fluebenene på min to-do-liste (den rare følelse kender du sikkert) fremfor at slå mig selv i hovedet over, hvor meget jeg ikke nåede. 

Der findes sikkert mange andre bud på, hvorfor voksne ser ud som om alting gør ondt. Men krav til os selv og ureelle bekymringer om ikke at passe ind, tror jeg, er vores største begrænsning – og hvad der gør os aller mest ondt.

Det handler jo om at se lyset i mørket – ikke mørket i lyset. Generelt går det jo meget godt, gør det ikke? Ellers ville du nok ikke bruge tid på en side, der hedder First World Problems. Dermed ikke sagt det er let at være voksen og holde styr på sit eget hoved, men som Krumme synger:

”Det er ikke så svært, når man først får det lært”.

*Politiken – Vi fokuserer på negative nyheder
*Frederickson, 1998 (opsummeret)