Forræderiske udseende

Noget der er værdiløst, intetsigende og en hyldest til mine forældre snarere end til mig. For selvom jeg ligesom gennemsnittet går op i mit udseende og kaster mange penge efter modetøj og kosmetik, er det minimalt, hvad det har har af indflydelse.

Det er faktisk ret træls at blive rost for noget, man ikke kan tage æren for. Forstå mig ret – det er skønt at få at fortalt, man ser godt ud, men det er kun skønt, fordi det er blevet en norm, at man skal se godt ud.

For det er det. Skønhed anses som en positiv værdi, som alle prøver at opnå, selvom det er en værdi, man med garanti vil miste og derved aldrig vil have et reelt ‘værd’. Til gengæld er jagten på det virkelig noget, der ødelægger ens selv’værd’.

“Du ser godt ud, har du tabt dig?” er nok de blandt de værste – og jeg hader, at jeg elsker af få den. For det er fedt at få den, men hvad der ikke er fedt er, at man med den frace får sat dét at være tynd eller have tabt sig lig med at se godt ud, hvilket må betyde, at man ikke så godt ud før eller ikke vil se godt ud, hvis man tager på igen.

I min familie har vi altid været på kur. Fløden har været erstattet af mælk, sukkeret af Stevia og Colaen af Zero, hovedsageligt fordi min mor gerne ville tabe sig – ligesom størstedelen af den kvindelige befolkning her i landet. Tilmed har både jeg selv og de fleste af mine veninder været på slankekure, selvom hverken jeg eller de nogensinde har været overvægtige. Når jeg selv har været på slankekur (og jeg skriver det i kursiv, da jeg aldrig har kunne overholde en), har jeg haft en ond vane med at tænke: “Når bare jeg rammer min målvægt, så bliver jeg lykkelig, og så er jeg tilfreds“.

Men hvad der er med udseende er, at man ALDRIG bliver tilfreds. Man bliver aldrig færdig med at rette på sig selv, og man bliver overhovedet ikke lykkelig af at tænke, at lykken venter efter x-antal kilo.

Men hvordan skal man overbevise nogen om, at de ikke skal sætte deres værd i udseendet, når jeg udmærket godt ved, at det hele tiden bliver gjort for dem.

At man hele tiden bliver målt, vejet, vurderet og kasseret på baggrund af ens udseende – og i sær på datingapps som Tinder. At man kan få fordele i byen eller sponsorater på nettet. At et billede af min kavalergang trækker langt flere likes end et billede af reeel betydning?
Måske jeg kan sige det sådan her:

At sætte sit værd i sit udseende er som at investere i fossilt brændstof. Man kan ikke andet end forvente en dårlig forretning på sigt.

 

For “på sigt” er netop, hvad der gør forskellen, da vi alle har den ting tilfælles, at vi på sigt vil falme og bliver gamle. At vi på sigt ikke vil have glat hud, stram mås eller langt farvet hår.
Ens udseende er den eneste værdi, der kun er til låns – og så bliver man hurtigt fattig, hvis ens udseende er alt, man har at byde på. Og hvis du som jeg er i start 20’erne, så går det kun ned ad bakke herfra.

Derfor skal man ikke sætte sit værd i sit udseende, og desuden er det tusinde gange federe at få at vide “hvor er du talentfuld“, “hvor er du sød“, “hvor du er klog” eller “hvor er du sjov at være sammen med” fremfor “hvor er du lækker“. Men det siger vi ikke lige så tit.