Tendenser

Der er “os” – og så er der “dem”

Er den overskrift provokerende? Det er den, men ikke desto mindre har du måske alligevel allerede en idé om, hvem du anser som ‘dem’ og ‘os’ – alene fordi opdelingen nu er der. En opdeling vi ikke ellers havde overvejet, hvis ikke nogen havde gjort os opmærksomme på den. Dér går det galt i både køns- og racedebatten – fordi der overhovedet er lavet en opdeling.

Forskelsbehandling opstår, når vi bliver gjort opmærksomme på en forskel. 

I psykologien beskrives det som Rosenthaleffekten, der i sin enkelthed går ud på, at mennesker lever op til de forventninger, de bliver mødt med (eller Golem-effekten, når negative forestillinger om andre sænker deres præsentation). Har du hele dit liv har fået at vide “du er dårlig til matematik“, er der stor chance for, at du bliver dårlig til matematik. Har du derimod altid fået at vide “du er dygtig til matematik“, vil du højst sandsynligt blive det. Effekten er vigtig at være opmærksom på i forbindelse med børneopdragelse, men også i forbindelse med, hvordan vi omtaler hinanden – og hvordan medierne gør.

Når for eksempel en mand som Rasmus Paludan får mediedække og siger ting som: “Muslimer er ikke mennesker, men aggressivt voldeligt affald” (citat fra demonstration i Holstebro, 2019), skaber han ikke alene en klar opdeling mellem “dem” og “os”, han forstærker også chancen for aggressiv adfærd. 

Har du nogensinde set filmen “Easy A”? Hvis nej, så får du her en anbefaling. Easy A handler om en pige, som folk fejlagtigt tror er en luder. Til sidst ender hun med at gå all in på ideen, fordi folk alligevel tænker sådan om hende – selvom hun faktisk er jomfru. Pointen er at illustrere, at når vi omtaler folk som værende “voldelige”, “ludere” eller andet, risikerer vi at fremprovokerer netop det.

Derfor skal vi passe på, hvordan vi omtaler andre, og hvilke fordomme vi møder dem med, hvis ikke vi ønsker, de skal blive sådan.

Hvordan ville det ikke være gået for dig, hvis du hele livet var blevet fortalt: “du dur ikke til en skid andet end at begå kriminalitet” alene på baggrund af din hudfarve eller etnicitet? Du var højst sandsynligt ikke blevet CEO i Mærsk. Hvordan ville du have det, hvis det tilmed altid havde været en bestemt gruppe, der havde sagt sådan til dig? Du ville nok ikke elske dem. For had afføder had. 

Jo bedre vi tænker og taler om andre – jo bedre bliver de. I mine øjne er fejlen overhovedet at lave opdelinger. At gøre feminisme til noget feminint, at lave ghettoer til indvandrere – eller som i USA opdele mellem sorte og hvide (red. 2. juni 2020). For dét at påpege forskellen er med til at forstærke den. En forskel vi ikke er født til – men tillærer – at bemærke. 

Men dét leder til det næste spørgsmål – for hvad er egentlig bedst (eller værst)?

1) At gøre opmærksom på en forskel, men derved risikere at forstærke den? 

eller

2) At tie, men risikere aldrig at komme en forskelsbehandling til livs?

Jeg skal ikke kunne sige det, men i USA er problemet blevet så stort at sloganet “Silence is not an option” sonderer i mediebilledet, så dér må det være 1. Men er det egentlig den bedste strategi eller lærer det blot den næste generation (igen) at bemærke en forskel? 

Ét af de hyppigste belæg, der bruges til at tale for forskelsbehandling, både af sorte i USA, men herhjemme mest af indvandrer, er statistikker. Statistikken siger for eksempel, at indvandrere begår mere kriminalitet end ikke-indvandrere i Danmark, og det er et faktum, der er meget nemt at regne på.

Men måske vi skulle vende tilbage til den med “hønen eller ægget”, når vi nu ved, at mennesker lever op til de fordomme, de bliver mødt med. For hvad kom egentlig først?

Fordommen, der har skabt statistikken eller er det statistikken, der har skabt fordommen?

– og hvordan ændrer vi begge så “os” og “dem” bliver til “vi”?

1_7-MshZ4GPqqPf8Cj22nPjg

Pssssst… Skulle du have lyst til at vide mere om, hvad det gør ved os, når vi opdeler og  forskelsbehandler, så kan jeg anbefale at se dette eksperiment: A Class Divided (youtube-link).

Jeg kan derudover anbefale Les Miserables, der er en af 19 hundredetallet største fortællinger, om en vred mand, der bliver god, da andre begynder at behandle ham godt. 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *